Christopher Anderson
Med Christopher Anderson indrømmer vi en tøven. Det gyldne lys føltes engang overdrevet - solen som atmosfære, næsten for villig. Men med tiden blev det strukturelt. I Son, i billederne af Marion og hans datter, romantiserer lyset ikke; det tæmmer historien. Vi placerer ham tæt på dagbogsagtige japanske serier - en opmærksomhed på det hverdagslige, på gentagelse. Solen vender tilbage som bias, som insisteren, som en måde at holde familien op mod verden.
