Masahisa Fukase
Darwin vender tilbage til Masahisa Fukase, hvor selvbiografi ætser til bevismateriale. Værket folder sig indad: ægteskab, eksil, fugle, gentagelse som skade. Vi drages mod bøger skabt efter sammenbruddet, sekvenser hvor ophavet siver ud. Fukase rimer her på Arakis tvangshandlinger og skandinaviske dagbogsskrivere, men mørkere - cirkulationen er gået i stå, arkivet er forslået. Billederne opfører sig som efterbilleder og insisterer på tilbagevenden snarere end fortælling. Tiden går i løkker, ophavet splintres, og intimiteten iscenesættes op imod forsvinden.
