William Eggleston
Eggleston træder ind i Darwin som et overfladeproblem. Ikke den amerikanske hverdag, men dens lakerede faktum. Hans røde farver samtaler med vores japanske fotobøger - sekvenserede, tålmodige, med klimakset tilbageholdt. Vi vender tilbage til ham for det demokratiske blik under pres: farve som bevis, ikke udsmykning. I dialog med Moriyamas korn og Shores afstand insisterer Eggleston på det ordinære som spænding, en stille, fugtig ladning.
