Hos Darwin befinder Ediciones Anómalas sig dér, hvor fotobogen bliver til sekvens, spænding og overflade: tæt på japanske konstruktioner af rytme, og ligeledes tæt på spanske linjer af skygge, ruin og retsmedicinsk ømhed. Vi vender tilbage til den på grund af dens forkærlighed for bogen som en fastholdt forstyrrelse, ikke som en beholder. En tilbagevendende lærdom her: redigering som atmosfære, materiel præcision som narrativ drift og insisteren på tværs af Darwins mere stille besættelser.
