Darwin finder hos Issei Suda et fremmedartet Japan: festivaler, gader, gestusser og almindelige kroppe svævende mellem dokument og åbenbaring. Efter at have fotograferet Shūji Terayamas eksperimenterende teater vendte Suda sig mod hverdagslivet, samtidig med at han bevarede noget teatralsk og urovækkende i det. Fushi Kaden forbliver central. Suda er mere afdæmpet og gådefuld end Moriyama, men forbinder Darwins japanske fotobøger med arkiver, som Akio Nagasawa gentagne gange genopdager, omsekvenserer og genopliver materielt.
